Troslivet har ikke et fuldstændig fast fokus i vores omskiftelige hverdag

Vi har spurgt Anders og Ann-Sofie Rosengaard Haldrup hvordan familiens trosliv ser ud i en senmoderne familiestruktur. Hvordan finder man tid til at forme værdier sammen og reflektere over livet midt i karrierer, aftensmad og vasketøj?

Privatfoto: Ann-Sofie og Anders med børnene (fra venstre) Mathias og Emil.

Hvordan vil I beskrive jeres familie og hverdag?

Vi er Anders og Ann-Sofie Rosengaard Haldrup, undervisere på henholdsvis ungdomsuddannelse og efterskole, bosat i Odder og en del af Odder Frimenighed.

Anders er far til Mathias (11 år) og Emil (8 år), og vi lever i en senmoderne familiestruktur med far og mor, som er skilt og begge med nye partnere. Vi har en klassisk 7-7 struktur, hvor drengene skifter mellem vores hjem og deres mors hjem hver fredag.

Troen er det største for os to voksne og det er en klar vision og ønske at give det videre til dem, der er størst for os.

Hvad betyder troen på Gud i jeres familieliv?

Det er en del af vores grund-DNA, fundament og værdigrundlag som familie. Troen er det største for os to voksne og det er en klar vision og ønske at give det videre til dem, der er størst for os.

Men det åndelige liv fylder på ingen måde så meget, som vi ville ønske i hverdagen.

I perioder er vi gode til at lade troen få naturligt plads, fx har vi læst en børnebibel igennem af flere omgange og så har vi haft et noget spontant opstået og løssluppet lovsangsband ’De flammende tunger og deres flammende unger’, hvor vi i en periode sluttede dagene af med stearinlys og lovsang. De voksne på klaver og guitar, og drengene på rasleæg og bongotromme, og så skråler man ellers bare med hvert sit næb.

I nogle perioder beder vi godnatbøn eller synger godnatsang, men det er ikke længere så ofte.

Ingen af os er voldsomt strukturerede typer, men vi er også udfordrede af at rytmen skifter hver uge.

Hvilke udfordringer oplever I omkring det fælles trosliv i hjemmet?

Vi oplever at det er svært at lave en struktur, som virker for os eller som vi formår at fastholde. Ingen af os er voldsomt strukturerede typer, men vi er også udfordrede af at rytmen skifter hver uge. Det kan gøre det svært at lave faste rutiner, i hvert fald for os.

Vi oplever faktisk at have skabt et liv og en hverdag med drengene, hvor de gode børnefilosofiske samtaler fylder rigtig meget, fx hvorfor Donald Trump er præsident, hvad vi kan gøre ved fattigdom i verden, klimabevidsthed og hvorfor der er nogen, der mobber hinanden i skolen. Så begreberne næstekærlighed og forvalterskab er vi fx ofte omkring på forskellige måder. Men disciplinerne omkring personlig tro (fx bibellæsning, bøn, andagtsliv) har ikke en fast plads i vores families hverdagsrytme.

Derudover har vi (som de fleste børnefamilier) fået skruet os op i et hverdagstempo, hvor der ikke er meget luft, når først legeaftaler, fritidsaktiviteter, gæster, aftenvagter og bestyrelsesarbejde er ’overstået’.

Er I bekymrede for, at troen bliver trukket ned over hovedet på børnene?

Ja, vi oplever en følelse, som måske er klassisk for vores generation: At vi er bange for, at hvis der bliver for mange pligter eller statiske remse-elementer i forbindelse med det åndelige liv, så er der fare for en modreaktion senere i livet. Vi tager fælles i kirke om søndagen, men ellers er vi (måske for) påpasselige med ikke at 'kvæle' børnene i kristne skal-ting.

Det er noget vi tit taler med vores venner om – hvor meget skal troen sættes i faste rammer og rutiner, og hvor meget skal den alene udspringe af børnenes egne refleksioner og spørgsmål.

Vi inspireres og motiveres meget af at sparre med andre om deres familietrosliv.

Hvilke muligheder ser I for at tro og andagtsliv kan blive mere integreret i jeres familiehverdag?

Vi inspireres og motiveres meget af at sparre med andre om deres familietrosliv.

Vi er pt. i henholdsvis en kvinde- og mandecelle, som er vi er meget glade for, men en mulighed for os kunne være at komme med i en familiecelle, hvor også børnenes trosliv er i fokus. Vi kan høre på mange venners erfaringer, at det for dem er blevet et sted hvor troen for hele familien får et naturligt fokus midt i hverdagens madpakkesmørring og lavpraktisk kalenderræs.

Vi kan se muligheder, glæder og mening i et fast andagtsliv med drengene, et rigere og mere hyppigt bønsliv eller henrykket vimpeldans i haven, men ingen af delene er endnu blevet fast integreret.

Læs også: Tilfældig tilsigtethed - eller hvordan et familieandagtsliv OGSÅ kan se ud