Menighed for unge?

Hvordan kan vi være menighed for unge der er på ungdomsuddannelser?

Fotograf: Anne Vingborg Hørlyck

Daniel Hougaard, du har læst de forløbende artikler i denne serie, om unge der kommer hjem fra efterskole og starter på ungdomsuddannelser. Du har selv 5 års erfaring fra KFS i Århus og er nu frimenighedspræst i Odder. 

 

Hvordan kan I være menighed for disse unge ? 

Som både Christian Smalbro og Kristian Kappel siger tidligere i serien, så kommer de unge hjem til en enormt spændende og udfordrende ny intellektuel verden på de gymnasiale og tekniske uddannelser. Det er vigtigt at vi, som deres menighedsfamilie og medvandrere, anerkender det nye de kommer til, ved at glædes med dem over den fest det er, og vise interesse for den store nye verden der åbner sig for dem, og at vi vandrer med dem i de udfordringer, de møder.

Udfordringen er, at de vil opleve både et intellektuelt pres fra undervisningen og et socialt pres fra deres medstuderende. Vores opgave som menighed er, at de unge skal have hjælp til at tage det pres seriøst, og vi skal som menighed skabe en ramme, hvor deres intellektuelle og sociale spørgsmål kan ventileres og blive taget seriøst. 

Hvordan er en menighed som Odder Frimenighed rustet til at møde de unge i disse behov ?

Vi kommer ud af en tid med for lidt fokus på de unge, men nu er en gruppe af 5-7 unge voksne i menigheden, mellem 25 og 35 år, klar til at tage imod og skabe ramme og platform for de unges fællesskab. De vil skabe muligheder for samtale, medvandring, hygge og fest. Især medvandringssiden er vi klar på, og samtidig har de unge lyst til at lave deres egne cellegrupper. Det er vigtigt med både medvandring som åndeligt forældreskab, og den medvandring de har med hinanden i mindre grupper. Dertil skal vi have en decideret undervisningsplatform, som særligt kan tages i brug, når de unge efterspørger det. 

Disse dele skal opleves som støttende enheder omkring de unge, mens de står i den nye studieverden, som Kristian Kappel omtaler som overudfordrende i det foregående OaseMagasin.

Hvordan tænker du, deres engagement kan blive i menigheden - udover den del, hvor de bliver serviceret af de lidt ældre og selv skaber fællesskab. 

De fleste af dem der kommer hjem, kommer fra Rudehøj Efterskole og har sluttet af med en særlig dannelsesrejse på Front. Her har de prøvet kræfter med forskellige tjenester, de har opdaget nådegaver og er ved at finde ud af, hvad de er gode til og oplever energi i. Det er vigtigt, at vi starter med at lytte til, hvad det er, de brænder for, og hvad de har fået smag for. Vi skal ikke få dem hjem og få dem til at passe ind i de tjenestesområder, hvor vi som menighed har huller, der skal fyldes. Primært skal de opleve, at de bliver taget seriøst i den vandring de er på, og kan få lov til at tjene ud fra den passion og de gaver de har opdaget, og er i gang med at udvikle. 

Forældrenes kirke bliver deres kirke

Jeg fik inspiration fra Kolding Valgmenighed, som er gode til at besøge deres unge, som er på efterskole. Så jeg tog over på Rudehøj og mødtes med de unge fra menigheden, som går dér. Her var fokus, at mødes med dem som ligeværdige voksne og invitere dem til at tage del i kirkens liv og være med til at sætte præg på kirken. Hvis de kommer hjem og bliver serviceret og ikke bliver mødt i øjenhøjde, vil det være som før de tog på efterskole, og det vil fortsat være forældrenes kirke. Vi ønsker at tage dem seriøst, og vi siger til dem : ”Det er jeres kirke, jeres fællesskab, og I skal være med til at ændre det, så I synes, det er fedt, og så det passer til jeres passion for kirke”. Vi vil skabe kirke sammen med dem – ikke for dem !

Kan det svare på udfordringen med at være forstadsmenighed tæt på en storkirke ?

Det er klart, at vi ligger 20 kilometer fra Århus, og dér kan de finde ressourcestærke kirker, der kan fyre en fest af, som vi ikke kan. Dér skal vi som lille menighed have åbne øje for, hvad der sker, som vi kan tage del i og gøre brug af, så vores unge også får mulighed for at opleve den store fest. Men jeg tror simpelthen også, det er vigtigt, at de unge for øjnene op for, hvad de får ud af at kæmpe for at skabe noget af deres eget. Det vil højne deres lederskab og discipelskab at være med til at skabe noget her. Det vil også højne deres missionale muligheder, for hvis vi vil nå de unge her i Odder, skal der jo være noget her, som de kan invitere deres studiekammerater med ind i.

Da vi inviterede de hjemvendende unge og dem, der var i byen i forvejen, til en grillaften, stillede vi dem derfor et spørgsmål : ”Hvem er vi sendt til ?”. Det er noget, som jeg ønsker at blive ved med at udfordre dem på og via det spørgmål udfordre dem på at være til stede på deres studie og i deres by.  ■