Gå med frimodighed og respekt

Om barnets sunde identitetsudvikling.

Carsten Hjort Pedersen

For kristne forældre er det en dyb længsel at se sine børn udvikle en sund kristen identitet.

Hvordan lykkes vi med denne vigtige opgave, uden at vores børn får troen galt i halsen?

Det spørger jeg Carsten Hjorth Pedersen om på hans kontor i Hillerød, nærmere betegnet Johanneskolen. I 19 år har dette sted været basen for hans virke – og her føler han sig hjemme. Han er nemlig lærer langt ind i sjælen, siger han med et smil. Carsten har en mangeårig erfaring med børn og religionspædagogik, herunder arbejdet med kristen identitet i forhold til børn.

Hvad er en sund kristen identitetsudvikling?

Den kristne identitetsudvikling må vi se i lyset af, hvem vi er i forhold til første, anden og tredje trosartikel.

For det første ”hvem er jeg i kraft af, at Gud har skabt mig?”. Det betyder også ”hvem er jeg både i kraft af min arv og mit miljø?” Vi er skabt af Gud og skabt ind i en kontekst. Derfor tager en sund kristen identitetsudvikling højde for både barnets arv og barnets miljø. En del af identiteten er altså konstrueret, skabt af vores kultur, vores familie, og derfor har det stor betydning, hvordan denne familie er.

For det andet ”hvem er jeg i kraft af, at jeg er faldet og frelst?”. Den kristne identitetsudvikling er ikke bare et harmonisk projekt, men også at tage højde for faldets virkelighed. Som mennesker er vi støv og ånd, men også onde og gode. Der er altså også en destruktiv faktor. Guds største respons til dette er, at han har sendt os en frelser, som definerer os, som elsker os og som gør, at det overhovedet kan give mening at tale om et fald og tale om noget destruktivt, også i barnet.

For det tredje ”hvem er jeg i kraft af, at jeg er fornyet af Guds ånd?”. Det giver et vældigt perspektiv og en stor tryghed i arbejdet med børn. Her må den voksne vide, at Helligånden også er med i den proces. Og hvad der så er helliggørelse og god opdragelse, det har jeg opgivet at svare på! Det er et mix af de to ting.

Yderligere vil jeg tilføje fællesskabets betydning. Identitetsudviklingen er sat på sporet længe inden, vi begynder at tænke over ”hvem er jeg”. Dette er også en lettelse, fordi jeg ikke skal definere alting selv, ikke skabe min egen identitet, for der har været nogle fællesskaber før mig, som har formet mig og dannet mig – på godt og ondt selvfølgelig. Men som har givet mig identitet.

I pressede familiehverdage med mobiltelefonen i den ene hånd, ryger der noget øjenkontakt med børnene.

Hvordan bidrager vi som voksne til, at barnet og den unge kommer ind i en sund identitetsudvikling?

Som voksne skal vi repræsentere Gud over for barnet, som han præsenteres i de tre nævnte trosartikler – i al sin storhed og enkelhed. Om end det selvfølgelig bliver på ufuldkommen vis. Det handler ikke først og fremmest om at sige noget om ham – det skal vi også – men om det forhold, at børn møder gudsrepræsentanter, som til en vis grad også med deres fejl, er troværdige. Det bekræftes i religionspsykologien. Lavpraktisk betyder det for eksempel, at barnet oplever, at mor er glad for sin egen krop. Hvis mor altid går og siger, at hun har for små bryster, så sender det nogle signaler til barnet, som ikke er i pagt med den identitetsudvikling, der udspringer af første trosartikel.

På samme måde repræsenterer vi også mennesker, der begår fejl og har brug for tilgivelse. Jeg tror næsten ikke man kan gøre noget større for sit barns identitetsudvikling end, at barnet ser, at den voksne bøjer sig for Gud, både i glæde og taknemmelighed - og i syndserkendelse. Det lærer barnet langt mere om sin egen identitet ved end gennem lange prædikener. Det har altså meget at gøre med, at man selv som voksen har taget evangeliet i trosartiklerne ind.

Tilsvarende med den tredje trosartikel; at mor og far repræsenterer glæden ved at være bolig for Helligånden over for barnet.

Derudover skal vi være flittigere i familien og menigheden til at lægge vægt på ”vi” og ”os”. Så vi ikke skubber for meget på den individualistiske vogn, men hjælper børnene til at finde til hvile i det store gode ”vi”. Det betyder at tage sine børn med i kirke, også selvom de måske ikke altid har lyst til det. At familien engagerer sig i større eller mindre fællesskaber og derigennem lærer den praksis, at man må sætte lidt af sit eget til side, for at få nogle gode fællesskaber.

Jeg synes der er et stort behov i vores tid for at sige noget andet end "følg dit hjerte".

Hvordan påvirker vi vores børn både tydeligt og respektfuldt

Det er et meget vigtigt og aktuelt spørgsmål ind i tidens debat om social kontrol og om, hvorvidt kristne er ekstremister, fordi vi vil påvirke vores børn. Her er spørgsmålet om at påvirke med respekt meget centralt. Følgende modeller er udviklet på baggrund af samtaler med personer om den påvirkning, de er blevet udsat for som børn.

Den første melding jeg får fra informanterne er, at påvirkning uden respekt er kendetegnet ved, at man går for tæt på. Jeg kalder det intimisering (model 1). Altså, at den voksne bliver for intim og af lutter god vilje stopper det kristne budskab ned i halsen på børnene. Lukker dem inde i et fasttømret rum og siger, at det kun er inde i dette rum, kun med denne påklædning og kun med disse meninger og følelsesmæssige udtryk, at man kan være en rigtig kristen. Dette opleves af børnene som et form for verbalt overgreb. Selvom det foregår med en god intension, er det alligevel illegitimt.

Det andet, som informanterne gav udtryk for, var, at påvirkning på den dårlige måde finder sted, når den voksne trækker sig for langt væk. Jeg kalder det desertering (model 2). Det er altså den modsatte grøft, hvor den voksne enten mangler påvirkningsvilje og bliver for relativistisk, altså ikke vil sige noget om egne meninger og holdninger, men lader det være op til barnet selv at finde ud af det. Desertering kan også vise sig som tabuisering. For eksempel ved at visse temaer tabuiseres og forties over for barnet. Alle disse former for desertering over for barnet fungerer som påvirkning på den dårlige måde, fordi det er manglende påvirkning.

Den tredje indsigt var, at der også kan defineres to legitime grænser. Disse grænser er netop vigtige at overskride, når man vil påvirke med respekt (model 3). Den første grænse kalder jeg konfrontering. Det er viljen og evnen til at have noget på hjerte og turde gå tæt på både med sit forbillede og med sine ord. Være tydelig over for barnet omkring egen tro og ønsket om at videregive denne til barnet. Tag for eksempel seksualmoralen. Her kan konfrontering betyde, at man som forældre frimodigt fastholder, at vores holdninger er gode og livsfremmende: ”De værner om vores liv og derfor er det vigtigt for mor og far at fortælle dig om dem”.

Faren er selvfølgelig, at når vi konfronterer, så kommer vi tættere på intimisering og derfor kræver det altså en høj etisk cigarføring. Altså en klar markering af, at barnet gerne vil have voksne, som står for noget og vil mig noget. Forældre som er tydelige omkring, hvad de mener er godt for det her liv, så barnet gives et afsæt for at finde sin egen variant.

Deraf den sidste grænse, nemlig tilbagetrækningsgrænsen. Når man har konfronteret på den gode måde enten gennem undervisning, opdragelse og forkyndelse, så er det særligt vigtigt, at man evner tilbagetrækning. At man ikke bliver stående på skosnuderne af barnet, men vover at trække sig tilbage, vover at lade det være i fred, vover her at lade det finde sin egen vej. Det er aldrig opgaven for os forældre at lave kopier af os selv. Her er stilheden også vigtig og ikke mindst det at overlade til Helligånden at lade ham gøre sit virke og danne det enkelte barn.

Dén vekselvirkning mellem den gode konfrontering og tilbagetrækningen uden henholdsvis at intimisere eller desertere, det er i det felt, at påvirkningen med respekt finder sted.

Carsten Hjort Pedersen er gift med Ellen, sammen har de 3 voksne børn. 

Han er daglig leder af Kristent Pædagogisk Institut og rejser rundt i Danmark og Norden med religionspædagogiske temaer.

I 2007 udgav han bogen "Påvirkning med respekt". I januar 2019 udgave han bogen "Påvirk med respekt!" hvor han genformulerer hele sagen omkring påvirkningen af børns sunde kristne identitetsudvikling.

Hvilke ting truer i dag den sunde påvirkning i familien?

Jeg synes at se et mønster af, at en del forældre har oplevet en grad af intimisering, da de var børn. Voksne som gik for tæt på og lukkede dem inde i meget snævre rum, også i kristeligt henseende. Det reagerer de så imod i dag, når de skal opdrage deres børn og er ikke helt opmærksomme på, at deres fare så bliver den modsatte – deserteringen. Derfor bliver forældre tilbageholdne, nervøse og uopmærksomme på, at den største fare i dag er mangel på konfrontering. For 30-40 år siden tror jeg, at der var langt større fare for intimisering og for de små lukkede rum, som gav klaustrofobi. Det handler om at turde stå på mål for sin egen tro, velvidende, at man ikke har den endegyldige tro. Som forældre har vi ikke anden tro at give end den, vi selv har. Så skal barnet, når det selv bliver voksent finde ud af, at der findes andre måder at tro på end mors og fars måde. Men vi skal være stolte af og glade for den tro, vi som forældre har og frimodigt påvirke barnet med den.

En anden ting, der truer den gode identitetsudvikling i dag, er en manglende kontakt og nærvær med barnet. Hvis forældre skal kunne være gudsrepræsentanter, må de også have en nærhed og en tillidsrelation til barnet. Helt lavpraktisk oplever jeg, at i pressede familiehverdage med mobiltelefonen i den ene hånd, ryger der noget øjenkontakt med børnene. Kontakten og nærværet kræver nogle meget bevidste valg. For eksempel, ”at når jeg kører med mit barn i klapvognen, så vil jeg ikke have mobilen fremme, men have den gode øjenkontakt med mit barn”. Eller måske kræver det, at familien har en kasse derhjemme, hvor alle lægger sine mobiltelefoner, inden man sætter sig ved spisebordet. Den stærke og gode påvirkning finder sted i kontakten, nærværet og sårbarheden.

Hvilke trusler ser du i samfundet for en sund identitetsudvikling?

En af de store udfordringer er – som tidligere nævnt - det store fokus på individet og mantraet om at følge sit hjerte. Her spiller mit menneskesyn også ind, for hvad nu hvis hjertet også er ondt? Så kan jeg jo ikke uden videre følge mit hjerte. Men det handler ikke altid om, hvad jeg føler eller hvad mit hjerte tilsiger mig. I stedet for det individuelle fokus på ”hvad kan fællesskabet give mig”, skulle vi spørge ”hvad kan jeg give til fællesskabet?” Jeg synes der er et stort behov i vores tid for at sige noget andet end ”følg dit hjerte”.

Hvis du skal afslutte med én enkelt pointe til den voksne overfor barnet, hvad skal det så være?

Vær frimodig og respektfuld i din kristne påvirkning af dit barn. Gud har ikke sat engle til at opdrage børn. Han har sat ufuldkomne forældre til det. Så vær frimodig, du er den bedste, dine børn kan få!

Køb bogen "Påvirk med respekt" hos Novia.dk

Læs også: "Stakkels børn" - et blogindlæg af Merete Dalsgaard