Har du også corona-FOMO?

Er du træt af at være fanget derhjemme? Er din fars jokes ikke længere sjove? Er du bekymret for, hvornår din hverdag bliver normal igen? Vi er alle påvirket af coronavirus: en global pandemi, som har sendt os hvert til sit.

Illustration: David Wanninger, grafiker i BUO

Det kan virke virkelig kedeligt

De første dage var måske meget lækre: vi kunne sove lidt længere og gå i nattøj hele dagen. Vi har måske endelig tid til at bingewatche den der serie på netflix eller nå det næste level i vores onlinegames. Men som dagene er gået, er det blevet mere og mere kedeligt og ensomt, at skulle blive hjemme. Dage uden planer er sjovest, hvis vi har gode venner at dele dem med.

I stedet skal vi efterleve regeringens vejledninger og stå sammen, hver for sig. Derfor sidder vi nu på hvert vores værelse med en råbende tom kalender og bliver tvunget til at være i vores eget selskab. Det kan virke virkelig kedeligt, og det er måske netop her i stilheden, at bekymringer om verdenssituationen begynder at vælte frem som nyhedernes blinkende bannere. Mennesker bliver syge, flere dør, nogle reagerer irrationelt og hamstrer toiletpapir og stjæler håndsprit fra vores sygehuse.

Nogle reagerer irrationelt og hamstrer toiletpapir

Vi reagerer med frygt eller næstekærlighed

Kriser har det med at få noget grimt frem i mennesker, og det ser vi også flere eksempler på i disse dage. Samtidig ser vi, hvordan det samfundssind, som statsministeren har efterspurgt, har resulteret i, at mange mennesker tilbyder deres hjælp til at handle ind, passe børn eller tage ekstra vagter på sygehusene. Når krisen rammer, kan vi enten reagere med frygt eller med næstekærlighed. Det er det, vi ser i disse dage.

Der er ingen tvivl om, at situationen er alvorlig, og vi gør klogt i at passe på og overholde myndighedernes vejledninger. Når vi bliver bedt om at blive hjemme, skal vi faktisk blive hjemme - også selvom det er kedeligt, og vi savner vores venner og vores aktiviteter. Det betyder ikke, at vi skal lade frygten tage over og diktere vores handlinger den kommende tid. Vi har faktisk mulighed for at reagere på en krise med næstekærlighed og håb - men hvordan?

Du kan derfor godt pakke følelsen af FOMO væk

Vi har heldigvis mange alternative måder at være sammen på, og moderne teknologi gør at vores isolation i hjemmet ikke betyder, at vi behøver at miste kontakten. Hvilken gave Snapchat er i denne tid! Det gode er, at vi helt sikkert ikke går glip af noget, for vi er alle blevet bedt om at isolere os i vore hjem. Du kan derfor godt pakke følelsen af FOMO væk - dine venner sidder også alene i deres hjem.

I stedet må vi dybest set vende os til fællesskabet og kærlighedens kilde: Gud.

Gud er ikke ligeglad

Vi kan fristes til at spørge, om Gud er ligeglad med verdenssituationen, siden han ikke griber ind. Han kan synes langt væk og passiv, når folk bliver syge. I denne tid må vi blive mindet om, at Gud ikke har lovet os et liv her på jorden uden sygdom og isolation. Det betyder ikke, at han er ligeglad. Jeg er sikker på, at Gud er smerteligt bevidst om, at verden ikke er, som den burde være lige nu. 

Det betyder ikke, at vi skal lade os gribe af bekymringer. Jesus siger selv: “I verden har I trængsler, men vær frimodige, jeg har overvundet verden” (Johannesevangeliet, kapitel 16, vers 33). Helt konkret betyder det jo, at Jesus har vundet over corona. Vi tror på en Gud, der igen og igen siger: frygt ikke og lover os et liv uden sygdom og ensomhed sammen med Ham, når han genskaber verden. Vores håb i corona-krisen er altså den sejrende Jesus.

Vores håb i corona-krisen er altså den sejrende Jesus

Det helt vilde er, at Jesus ikke kun har vundet over sygdom og død, men også vores isolation og ensomhed. Han er ikke bare en Gud af global helbredelse og genoprettelse, men fællesskabets Gud, som ønsker en relation med dig og mig. Vi er blevet bedt om at stå sammen - hver for sig, og derfor må vi ikke ses med vores familie og venner i en periode. Men vi skal ikke holde os væk fra Gud.

Netop i denne tid har vi al tid - og grund, til at bruge tid sammen med Gud. Han er vores håb i en krisetid og vores ven i isolationen. Han længes efter at bruge tid med dig. Han vil gerne lægge øre til dine bekymringer, frustrationer og savn i den her tid. Han er kilden til frihed og til liv i overflod - det er noget, du ikke vil misse. Det er en vild invitation, som jeg vil opmuntre dig til at tage imod.

Ideer til hvordan du kan bruge tid med Gud i din corona-hverdag:

  • Bed for de syge, bange og ensomme i verden
  • Saml dine venner til et Skype-hangout og snak med hinanden om, hvordan I oplever denne tid: reagerer I med frygt eller håb?
  • Gå en tur med lovsang i ørerne
  • Tag en lur eller slap af i løftet om, at Jesus har overvundet verden

Kærlig hilsen
Karoline Kurtzmann

Læs også: Ny YouTube kanal for unge