Barnets åndelige liv er ligeså vigtigt som den voksnes

- men det er ikke det samme

Fotograf: Sandie Lykke

Lad os begynde med tre banale, men vigtige konstateringer:

·       Der er stor forskel på børn og voksne.

·       Børn og voksne er begge mennesker.

·       Med tiden bliver børn voksne.

Dette får – naturligvis – stor betydning for forskelle og ligheder mellem børns og voksnes åndelige liv.

Barnets tro

Barnets og den voksnes tro er grundlæggende en relation til Gud, skabt ved dåbens vand, Ordet og Ånden. Troen sidder derfor ikke ensidigt i hverken følelser, intellekt eller aktivitet (fx bøn). Troen er en tillid til Gud og fællesskab med ham, som selv et spædbarn kan have. I den forstand er det lige så stort et under, at et 30 dage gammelt barn tror, som at en 30-årig voksen gør det. Det grundlæggende i gudsforholdet er nemlig ikke at gøre, men at være.

 Men på tilsvarende måde som Guds evige Søn blev kød og blod, har Gud også ladet troen ”inkarnere” sig i os. Ligesom relationen til min kone ikke blot er en svævende fornemmelse, men derimod en relation, der involverer min krop, sjæl og ånd, sådan er også troens relation til Gud knyttet til vores krop, tanke, følelse, vilje og samvittighed.

Med børn spiritualitet er det som med deres sprog. De har ikke et sprog eller en spiritualitet inde i sig fra fødslen; men de har anlæg for sprog og spiritualitet. Ligesom sproget kun udvikles, hvis barnet – udefrakommende – møder sprog, sådan udvikles spiritualiteten kun hvis barnet – udefrakommende – mødes med spiritualitet. Sådan er det for alle børn. Det særlig ved kristen spiritualitet er, at Helligånden – i det han knytter til ved den almene spiritualitet – skaber og opretholder troens under i børn og voksne. Jeg foretrækker derfor herefter at tale om barnets trosmæssige udvikling, da den spirituelle udvikling er noget alment, som kan finde sted på mange andre måder end den kristne.

Troen udvikles derfor på tilsvarende måde som barnets relation til forældrene udvikles. Det særlige ved troens vækst er, at Gud er på spil, og han er fuldkommen i modsætning til forældre. Han virker også på måder og ad kanaler, vi ikke er herre over. 

Barnetro og voksentro

For det lille barn er troen noget altovervejende konkret, knyttet til konkrete handlinger i hverdagen samt til konkrete, handlingsmættede fortællinger, mens troen for den voksne er et uransageligt miks af noget konkret og abstrakt. Og der sker over mange år en glidende – men ofte ujævn – udvikling, hvor den abstrakte dimension fylder mere og mere, samtidig med at den konkrete ligger der hele tiden. Kunsten for den voksne bliver derfor at vurdere, i hvor høj grad der nu skal tages afsæt i, at barnet er konkret-orienteret, og i hvor høj grad barnet skal udfordres i den abstrakt-orienterede retning. Det kan illustreres sådan, idet barnet er nyfødt helt til venstre, mens det er blevet modent/voksent helt til højre:

Noget tilsvarende gælder forholdet mellem følelser og tanker hos barnet. Troen er i høj grad knyttet til det lille barns følelsesliv og mindre til dets tankeliv, som fortsat er under opbygning. Hvor der står ”konkret opfattelse” i illustrationen herover, kan man indsætte ”følelsesliv”, og hvor der står ”abstrakt opfattelse”, kan man indsætte ”tankeliv”. Barnet reagerer derfor spontant i troens verden, og kun laaangsomt over flere år lærer barnet at integrere det tankemæssige – som er nært knyttet til den sproglige udvikling – frem imod, at det som voksen søger en balance mellem spontanitet og refleksivitet.

Noget tilsvarende gælder i forholdet mellem nutid og fremtid. Små børn lever i høj grad i nutiden og har intet proportionalt forhold til fremtiden. Over lang tid – hvor barnets nutidsperspektiv fastholdes – skal fx evighedsaspektet introduceres for børnene. Det er et livsvigtigt kristent perspektiv. Vi svigter børnene, hvis vi af frygt for at begå overgreb på dem ikke medtænker, medtaler og medpraktiserer evighedsperspektivet. Det forhindrer ikke, at vi på samme tid tager afsæt i barnets nutids-erfaringer. Er der en aktuel erfaring af skyld, kan den bruges som springbræt. Er der en nutidserfaring af Guds godhed, så sæt lys på den.

Det er altså vigtigt, at de voksne, der deltager i børns kristne oplæring og trosmæssige udvikling, hverken går for hurtigt eller for langsomt frem. For at få pædagogisk visdom til dette er det rigtig godt, hvis de forskellige voksne, der er omkring børnene taler sammen og giver hinanden ærlige meldinger, både når man vurderer, at det går for hurtigt, og når man vurderer, at det går for langsomt.

Den ligeværdige asymmetri

Den ligeværdige asymmetri er en bærende illustration for barnets og den voksne fælles trosvandring:

Barnet og den voksne er ligeværdige. De er begge mennesker. De er begge skabt af Gud. Der bliver ikke plads til kadaverdisciplin eller noget, der ligner hundetræning. Og det er ikke kun barnet, der lærer af den voksne. Den voksne lærer også meget af barnet på trosvandringen. Men der er også en – betydningsfuld – asymmetri mellem barnet og den voksne, fordi den voksne har større livserfaring og har en myndighed, der skal bruges til at føre barnet frem til egen trosmæssige myndighed og selvstændighed. Det er en proces, der tager flere år, og hvor det er uhyre vigtigt ikke for tidligt at overlade for meget ansvar til barnet.

Lad mig give nogle personlige bud på, hvilke konsekvenser ovenstående kan få.

Pas på emsigheden

Helt generelt handler det om at finde den rette balance mellem den voksnes forsigtighed og emsighed. Begge dele er nødvendige, men ikke når som helst og hvor som helst. Det er min vurdering, at hvor kristne forældre, lærere og andre, der deltog i børnenes trosoplæring før i tiden, var for forsigtige, så er det største problem i dag deres emsighed. Det hænger nok sammen med det store fokus, der generelt er på børns udvikling og kompetencer – og at mit barn i hvert fald ikke skal komme til at sakke agterud. Heller ikke på troens område. Men man kan altså gøre barnet en bjørnetjeneste ved at gå for hurtigt frem.

Arvesynd og nådegaver

Det er vigtigt, at børn ikke paces i deres åndelig udvikling. Jeg synes fx, det er en misforståelse, hvis femårige taler om sig selv i arvesyndstermer. Men jeg synes også, det er en misforståelse, at syvårige skal være bevidste om, hvilke nådegaver de har, eller at otteårige skal se sig selv som evangelister i skolen. Børn skal ikke påtvinges en åndelig selvbevidsthed for tidligt. De skal have lov til bare at være børn i det kristne fællesskab. Den åndelige selvbevidsthed kommer tids nok i alle tilfælde.

Helliggørelse og opdragelse

Børns helliggørelse har rigtig meget med deres almene opdragelse at gøre. Ligesom jeg tror, den voksnes helliggørelsen har mere at gøre med den almindelige dannelse, end vi normalt tænker. Barnets ”kald” er slet og ret at være barn, dvs. at lege og at lære. Barnet skal naturligvis mindes om, at det er et kristent menneske med det, som det indebærer i forhold til Gud og mennesker. Men det lille barns helliggørelse er fx – uden at det selv behøver at vide det – at det skal gøre, som far og mor siger, at det skal tale sandt og synge med af fuld hals på lovsangen i menigheden. 

Teenagere skal møde god konfrontering

Samtidig er det uhyre vigtigt, at børn udfordres i deres trosmæssige udvikling. Det gælder især, når de nærmer sig puberteten. Da er de modne til at blive bevidstgjorte og til at blive udfordret. Men jeg synes, vi ofte er for tilbageholdende i forhold til teenagere og unge. De skal opmuntres til at bokse med tilværelsens store spørgsmål. De skal støttes i at sætte tanke, følelser og vilje ind på at følge Jesus og leve troens liv. De skal kærligt konfronteres med inkonsekvens i deres liv. De skal have stærke, gode, tålmodige, troværdige forbilleder i menigheden og i deres ungdomsmiljøer.
  Far og mor er stadig af stor betydning, selv om teenagere har brug for at lægge luft til dem. Derfor er det så vigtigt, at forældrene i disse år er de kristne mennesker, som de er, og at de viser det i praksis.