At skabe et helle for børnene

”Tro i alle størrelser” er en af overskrifterne i Børne- og UngdomsOases vision.

En overskrift, der dækker over et ønske i bevægelsen om i højere grad at forstå, hvordan Gud opleves i børnehøjde, og hvordan vi kan hjælpe børn med at udtrykke deres tro alderssvarende. Her giver Dr. Rebecca Nye os et lille indblik i noget af hendes arbejde med børns spiritualitet.

Dr. Rebecca Nye har igennem en lang årrække undervist og forsket i børns spiritualitet – en ikke helt almindelig beskæftigelse for psykologer, forklarer hun:

- I psykologien er man normalt meget optaget af børns intellektuelle udvikling - og meget lidt optaget af spiritualitet. Men der var ingen tvivl for mig, da jeg fik muligheden for at arbejde med dette felt.

Hun rynker lidt på panden, når vi spørger: ”Hvordan formidler vi Gud til børnene, så de får en dybere oplevelse af den kristne tro?”

- Man skulle hellere vende det spørgsmål om, svarer hun. Ofte er det faktisk sådan, at vi voksne erfarer Gud i samværet med børn.

- At Gud selv blev et barn, og at Jesus kraftigt opfordrer os til at modtage børnene og blive som dem, bør gøre os nysgerrige omkring børns spiritualitet og vores åndelig vandring med børn. Endda helt fra de er små. En af de stærkeste åndelige erfaringer er, når en mor holder sit nyfødte barn.

Og Dr. Nye taler ud af personlig erfaring. Hun er selv mor til tre på 10, 15 og 19 år. Og de har inspireret hende meget i hendes forskning. Hun forklarer at børn er født med en spiritualitet og har Gudserfaringer og -opfattelser langt før, de har sprog for det.

- De ankommer så at sige med en ”tøjdyrs-Gud” under armen. Vores opgave er ikke at ”putte noget Gud ind i børnene”, men at undre os sammen med dem over Gud og livet.

- Livet er et under, og Gud inviterer os til at undre os over det, forklarer hun, og spørger om ordet ”wonder” også findes på dansk (”wonder” betyder både under og at undre sig).

- Børn udtrykker deres åndelige erfaringer på non-verbale, irrationelle, billedlige måder. Det er vigtigt, at vi giver plads til deres måde at udtrykke det på og ikke overtrumfer deres oplevelser på en skole-agtig måde og med et voksent kirkesprog. Vi risikerer nemlig, at børnene føler, at deres Guds-erfaring ikke er ægte, hvis ikke de har en voksen måde at udtrykke den på.

Dr. Nye forklarer, at vores måde at gå til opgaven, for eksempel i børnekirken, ofte kommer til at ligne en skole-model.

- Skole-tilgangen har præget Church of England meget, fordi kirken havde en afgørende rolle i udviklingen af skolevæsenet for 200 år siden. Det var en stor gave til samfundet, men vi har ikke helt kunne slippe den tanke i kirken, at vi skal uddanne børn til tro - fremfor at undre os sammen med dem.

- Mit arbejde med voksne omkring børns spiritualitet har lært mig, at så mange – måske alle – voksne på en eller anden måde føler, at deres oplevelse af Gud som barn blev begrænset og underkendt med et voksent skole-sprog.

- Og voksnes begreber om Gud kan faktisk være meget begrænsende. Vi putter ting i kasser. For eksempel ”kærlighed”. Vi har ”romantisk kærlighed” i den ene kasse og ”kærlighed til Gud” i en anden kasse. Den slags kasser har mindre børn ikke i samme grad. De kan se Gud overalt.

Og Dr. Nye forklarer, at en finsk forsker har vist, at børn i 7-8-års alderen inkluderer Gud i masser af oplevelser. Det halveres ved 10-11-års alderen. Og det halveres endnu en gang ved 18-års alderen. 

- Gud kan ofte blive lille for en voksen, men være stor for et barn.

- Børn har selvfølgelig brug for et sprog, så vi kan kommunikere om Gud med hinanden, men sproget må være en forhandling og ikke bare en dosering. Vi må bekræfte deres sprog, samtidig med at de lærer af vores.

HVORDAN UNDRER VI OS SAMMEN MED BØRNENE?

- Når vi vil undre os sammen med børn, kræver det, at vi er autentiske og har en ægte interesse for deres erfaringer, forklarer Dr. Nye, som ofte har observeret, hvor kunstigt det kan blive, når interessen ikke er til stede.

- Vi skal stille færre af de spørgsmål, vi godt selv kender svaret på. Ellers ligner det en test i skolen, hvor det handler om at svare rigtigt. Og så må vi også kunne sige?: ”Jeg ved det ikke”. Vi behøver ikke at have svar på alt.

- Det er også vigtigt, at børnene føler sig trygge og inkluderet. For eksempel bør børnelokalet i kirken ikke signalere noget, der ekskluderer eller skræmmer. En masse ord på væggen kan signalere eksklusion, hvis man ikke kan læse. Eller en for stor stol, hvor man ikke kan nå gulvet med fødderne, kan signalere eksklusion.

- Og så er det vigtigt, at børnene føler sig inviteret ind, ikke slæbt ind til børnekirke.

- Det kan være en udfordring om søndagen, hvor forældrene jo har bestemt, at familien skal i kirke. Hvis børnene ikke vil i børnekirke, må vi prøve at finde en anden løsning frem for at tvinge dem. Det må ikke blive en pligt, ligesom skole. 

Man skal skabe et helle for børnene - eller ”sanctuary”, som Dr. Nye så smukt udtrykker det på engelsk. Ordet kan både betyde fristed og en helligdom.